Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter
Om 31 minutter

Mit liv med Danmark: Ronny Grünewald

Ronny Grünewald er dagtilbudsleder i Sønderborg. Han er født og opvokset i Flensborg, har haft en dansk skolegang og har talt tysk i hjemmet.

I denne udgave af ”Mit liv med Danmark” møder man en mand, der, selv om han i dag bor og arbejder i Danmark, ikke har givet slip på Sydslesvig, hvor han stadig er politisk aktiv inden for det danske mindretal. I programmet kan man høre ham fortælle om sine ambivalente erfaringer med en dansk-tysk opvækst og næsten tyve års ansættelse i Sydslesvig, der var præget af en række forventninger til, hvordan man gebærder sig i mindretallet, og hvor man tilbringer sin fritid. Han taler om, hvorfor det fra dansk side stadig er en god ide at investere i det danske mindretal, men forklarer også, hvorfor han mener, at mindretallet trænger til nytænkning og modernisering. Grünewald betegner Sydslesvig som en lukket kreds og kritiserer manglen på en fælles retning. I programmet giver han også udtryk for sit ønske om mere forandringsparathed i mindretallet og undersøgelsen af nye muligheder, som han blandt andet ser i centralisering, bloktilskud og kommunemodeller.

Med 11 nye programmer i serien ”Mit liv med Danmark” udbygger dk4 og Flensborg Avis TV samarbejdet for at styrke danskernes kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig og for at fremme kulturudvekslingen mellem Danmark og grænseregionen.
I programrækken undersøger vi, hvordan danskere og tyskere syd for grænsen holder fast i deres identitet og deres liv med Danmark. Hvordan det er at leve et liv med Danmark udenfor Danmark, og hvordan det er i det daglige at leve i en både tysk og dansk verden og samtidig holde fast i det danske? Hvordan det er at leve som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og hvordan det er for tyskerne at leve side om side med de ca. 50 000 dansksindede i grænseregionen.
Programvært er chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.